Nekrolog

05-11-2020

Fhv. rektor på Viborgs Amtsgymnasium og HF Niels Jørgen Pedersen sov stille ind den 27. oktober, 87 år gammel.

 

Niels Jørgen Pedersen (NJP), der kom fra beskedne kår i Århus midtby, blev student og senere cand. mag. med fagene historie og dansk.

 

I begyndelse af 1960´erne blev NJP ansat på Viborg Katedralskole som adjunkt. Han kom med et stærkt fagligt engagement, men katedralskolens navnkundige rektor, den konservative folketingsmand og formand for radiorådet, Karl Olsen så meget hurtigt, at han havde fået fat i en lærer, der ud over sin faglige dygtighed var helt usædvanlig god til at kommunikere med eleverne. Karl Olsen satte en ære i, at Viborg Katedralskole voksede sig stor og sørgede i 1967 for, at skolen modtog elever til den nye toårige HF-uddannelse. HF var i sin opbygning og med sit ældre og mere modne elevklientel et fremmedelement i den meget traditionsbundne skole, der hvilede på de klassisk gymnasiale dyder. De nye tider skabte temmelig megen murren i en stor del af Katedralskolens lærerværelse, men Karl Olsen var opsat på at gøre den nye uddannelse til en succes. Han var erfaren i gymnasieverdenen, men var klar over, at han behøvede hjælp til at få HF integreret på skolen. Hans valg faldt på NJP, der fik jobbet som studievejleder med den direkte kontakt til alle de nye elever. Karl Olsen havde set rigtigt, og allerede i løbet af det første år overdrog han flere og flere koordinerings- og ledelsesfunktioner til den unge lærer.

 

I samme periode måtte Katedralskolen forholde sig til et nyt fænomen: En ungdomskultur, der involverede stigende hashmisbrug, trak tråde ind i gymnasieungdommen. Igen stod rektor og lærerne helt uden erfaring – og igen var det NJP, Karl Olsen valgte som sin problemknuser. Med baggrund i sin enestående elevkontakt og gode forbindelser til de kommunale initiativer, fik NJP indsigt i problemerne og meget hurtigt lagt en strategi for, hvordan skolens lærere kunne og burde agere.

 

Det var meget inspirerende at opleve, hvordan den unge adjunkt i lærerrådet med stor indlevelse kombineret med køligt overblik var i stand til at formidle vanskelighederne ved, men også mulighederne for at forholde sig til de nye tider i gymnasiet. Selv de mest hårdnakkede bagstræbere begyndte at forstå og acceptere. I de få situationer, hvor selv NJP´s ord ikke strakte til, fik han altid opbakning af Karl Olsen, der gennem årene havde oparbejdet en dyb respekt for sin unge lærer. Det er kendetegnende for Niels Jørgens mangesidige kvalifikationer og store spændvidde, at den gamle konservative rektor gav den politisk venstreorienterede adjunkt et fremragende skudsmål, der helt givet har været en hovedårsag til, at NJP i 1971 blev valgt som rektor for det nye Viborg Amtsgymnasium og HF - i dag Viborg Gymnasium og HF.

 

Det var opfyldelsen af en drøm for den unge adjunkt, men også en kæmpe udfordring at starte som rektor helt forfra, uden at skulle følge i en forgængers spor og en skoles traditioner. Undervisningen begyndte i lånte lokaler på Overlund Skole, men der var en stor ny bygning på Skaldehøjvej, der skulle indrettes, alle lærere og alt teknisk personale skulle ansættes – og først og fremmest: hvad var det for en slags skole, den nye rektor skulle sætte sit præg på og tage ansvaret for? Det var en voldsom udfordring landets yngste rektor stod over for.

 

NJP lod sig ikke skræmme. Med stort mod og en vældig energi kastede han sig ud i at virkeliggøre sine skolepolitiske visioner. Allerede fra skolens start søgte han at indføre nye ledelsesprincipper, så mange vigtige beslutninger blev uddelegeret til lærere og elever. Målet var klart: At stimulere indlevelse i og medansvar for skolens liv. En række af rektors og lærernes beføjelser blev overgivet til en ”skoleforsamling” bestående af rektor, lærere og alle skolens elever. Èt hoved – én stemme. Det medførte, at en række originale initiativer voksede frem, f.eks. var det i en række år skoleforsamlingen der stod for kantinedriften, dyrkede en biodynamisk skolehave og som indkøbte og vedligeholdt en ekskursionsbus. Gymnasieskolernes Lærerforening mente i en kort periode, at skoledemokratiet var gået for langt og frarådede nye lærere at søge stilling på Amtsgymnasiet, men det fik ikke NJP til at rystede på hånden.

 

Med sin erfaring fra Katedralskolen var det en selvfølge for NJP at skabe en skole med fuldstændig ligestilling mellem HF og gymnasieuddannelsen. Det lykkedes i så høj grad, at Viborg Amtsgymnasie landet over blev anset som et ideal for, hvordan HF-integration i gymnasiemiljøet kunne lade sig gøre. Forudsætningen var et medspil fra alle på skolen, og en studievejledning der gennem uddannelse blev højt kvalificeret og fik en selvstændig rolle i processen.
NJP`s forståelse og respekt for menneskers forskellighed var afgørende for skolens pædagogiske linie. Der skulle tages hånd om alle elevers trivsel. Med sin egen baggrund i arbejdermiljøet havde han et skarpt øje for, hvor vigtigt det var at respektere udfordringer for de mange elever, der kom fra uddannelsesfremmede miljøer, og for elever med psykiske problemer.

 

Hans åbenhed over for nye pædagogiske tiltag skabte grobund for forsøgsundervisning. Lærere fra alle faggrupper i naturvidenskab, sprog og humaniora udviklede faget: Idéhistorie, som havde fælles forløb i alle klasser. Nye eksamensformer og tværfaglige projekter blev afprøvet. Erfaringerne herfra gav lærerne mange kompetencer, som gjorde dem rigtig godt rustede til opfylde de ændrede krav til undervisningen, da de nye gymnasie- og HF reformer blev indført.

 

NJP havde ikke kun blik for de uddannelsesfremmede lokale unge. Han udsyn rakte længere. En stor gruppe bosniske flygtninge kom til Danmark i 1993-94, og i Viborg blev der anbragt 200 bosniere – familier med børn. Umiddelbart ikke noget, der har med et gymnasium at gøre. Men stik imod den officielle danske holdning valgte NJP at invitere bosnierne til et festligt samvær på gymnasiet, og i de følgende uger blev alle de børn, der med lidt god vilje kunne siges at være i gymnasiealderen, opfordret til at følge undervisningen i klasserne. Flere af dem tog siden en dansk studentereksamen.

 

NJP var rektor på Amtsgymnasiet i 24 år. Den cortenstål beklædte bygning blev nede i byen hurtigt kaldt ”Rustenborg”. Farven var der ikke noget i vejen med, og det var kun på facaden, der var rust.

 

På grund af sin hustrus sygdom Iod NJP sig i 1995 pensionere. En del af den frigjorte energi brugte han til at være medforfatter til det store 3-bindsværk om Viborgs historie. Ellers var det først og fremmest sine to helt dominerende interesser, han kastede sig over: bøger og have. Begge delte han til fulde med sin hustru, Birthe Ellermann. Det var bøgerne, der havde bragt dem sammen, da NJP var soldat i Karup. Nogen engageret soldat var han bestemt ikke – eneste trøst var de hyppige besøg i Flyvestations bibliotek, hvor Birthe var bibliotekar. Lige som NJP var det på gymnasieområdet, var Birthe en first mover i biblioteksverdenen ved at inddrage lånerne både i bogvalg og biblioteksindretningen. Mødet mellem de to gik som det måtte, og de bosatte sig i Alminds lille gamle skole. Men begges energi var til meget mere - de drømte stort, og udså sig en bakkeskråning lige N.f. Almind med en utrolig flot udsigt. Her købte de en kæmpe grund, byggede et hus, og på den bare mark anlagde de det, der skulle vokse til en stor parkagtig skovhave, hvis hundreder af træer, buske, stauder og løg de selv plantede og brugte utallige timer på at pleje. NJP´s erfaringsgrundlag var såmænd forældrenes kolonihave i Århus, men han kastede sig ufortrødent ud i det store projekt og oparbejdede gennem selvstudier efterhånden en solid viden om træer. Han var dybt seriøs også i sin hobby, og blev naturligvis medlem af Dansk Dendrologisk Forening. Ikke bare træerne voksede - familien blev forøget med to dejlige børn, Mette og Jesper. Haven, der løbende blev befolket med hunde, katte, høns, geder, hest, gæs og ænder, dannede rammerne for den lille families trivsel. Der var grøde på bakken i Almind.

 

Vintrene var bøgernes tid. Det vigtigste rum var biblioteket, men reolerne dækkede efterhånden væggene i de fleste af husets rum. Det var bare ikke tilstrækkeligt til at mætte de to menneskers appetit på at forstå andre menneskers tanker og følelser – en stadig strøm af bøger forbandt huset i Almind med bibliotekerne i Karup.

 

Det var svært at lokke NJP væk fra Almind, som blev hans faste tilholdssted i næsten hele voksenlivet. Rejsen ind i bøgernes univers tilfredsstillede udlængslen. Til gengæld var han -som altid- også seriøs i sit engagement i lokalsamfundet. Bestyrelsesposter i Brugsen og Vandværket var nærmest en selvfølge. Men det var nu lige ved, at landsbylivet skulle få en ende. En aften sammen med nogle gode venner fostrede NJP og Birthe planen om at bygge og bosætte sig i et parcelhuskollektiv, et fænomen der endnu kun eksisterede to steder nord for København. Da planerne faktisk blev uhyggeligt virkelige -Nonbo Hede kollektivet i Hald Ege- var det en af de ganske få gange, NJ smed håndklædet i ringen: Huset, den vidunderlige have, landsbymiljøet havde gjort drengen fra Dannebrogsgade stedfast.

 

Også vennekredsen blev i høj grad dannet ud fra fælles lokale engagementer – bl.a. i forbindelse med sprængningen af SF og dannelsen af VS. Vennerne herfra dannede kernen i nogle nære venskaber, der holdt livet ud. Da Jørgen var en udtalt hjemmefødning, og huset og haven var perfekte som base, var det næsten altid hos Birthe og NJP de mange samvær og utallige fester blev holdt. NJP var en fantastisk vært og havde en energi og humor, der i den grad satte liv i kludene. Og der var der ingen grænser for, hvad der kunne diskuteres og hvor højt der måtte argumenteres. Børn -ja de holdt ved, indtil de kedede sig væk eller skvattede om. Men de voksne diskuterede videre. At NJP altid på et eller andet tidspunkt iklædte sig en slåbrok og gik igennem stuerne med vækkeuret i hånden, stoppede ikke den gode fest. Det var heller ikke meningen.

 

Birthe døde i 1999. I mange år holdt NJ hus og have kørende. Men efterhånden som kræfterne blev mindre, var det bøgerne, der fyldte dagene ud. Og det var også bøgerne der fulgte ham trofast til dørs i de sidste år i seniorboligen i Klosterhaven.

 

undefined

Tilbage til oversigten