Navneskift til Viborg Gymnasium

30-09-2020

undefined

 

Kreativitet er nysgerrighed. Kreativitet og viden er essensen i problemløsning. Kreativitet er grobund for geniale spørgsmål. Kreativitet er evnen til at tænke nyt og anderledes. Kreativitet er også en del af det gamle Viborg Amtsgymnasiums DNA. Helt fra starten i 1971 har skolen været kendetegnet ved at tænke nyt og anderledes, ved at være hurtig til at tilpasse sig og følge med tiden.

 

Det snart 50-årige gymnasium har altid raget op i det nationale og det lokale uddannelseslandskab som et progressivt sted, hvor man ikke var bange for at tænke ud af boksen. Undervejs har skolen haft forskellige navne, som afspejlede samtiden: Viborg Amtsgymnasium blev til Viborg Gymnasium & HF, da den gik fra at være en amtsligt drevet institution til at blive en selvejende institution. Nu er det tid til endnu et skift, for som rektor, Lene Gade udtrykker det: ”De sidste år er vi i daglig tale blevet omtalt som VG, og det tager vi nu konsekvensen af. Vi tilpasser vores navn og bliver til Viborg Gymnasium for på den måde at forenkle og samtidig sidestille de tre forskellige uddannelser, vi udbyder: STX, HF og EUX landbrug i samarbejde med Asmildkloster Landbrugsskole. I det daglige opfordrer vi jo vores elever til at forholde sig til verden, til at udfordre vaner og vanetænkning, og med dette navneskifte viser vi den tankegang i praksis. ”

 

”Vi kobler vores nye navn med en opdatering af vores hjemmeside og vores visuelle udtryk. Samtidig sætter vi gang i en række projekter på skolen som fx oprettelse af et kreativt makerspace og nye måder at tænke matematik på. Samtidig har vi i dette skoleår indført såkaldte blokdage, hvor elever og lærere er sammen i ét fag en hel skoledag. Det giver muligheder for at afprøve ny pædagogik og lave gode samarbejder med eksterne kontakter. Endelig har vi også indført klassetid og klasseråd for at give vores elever et konkret talerør, ikke bare på elevrådsniveau, men på klasseniveau. På den måde hænger det hele sammen, og VG vil fortsat være et sted, hvor vi definerer kreativitet som evne til at tænke (nyt)”, konkluderer Lene Gade.

 

Navneskiftet træder i kraft den 1. oktober 2020 og bliver markeret ved en morgensamling den 30. september kl. 11.45.

 

 

Tilbage til oversigten