Kære forældre

Velkommen til VGHFs hjemmeside. Her kan du læse om vores mange spændende fag og tilbud i og uden for undervisningen. Her kan du også kan få et indblik i vores skolekultur, hvor der både er et højt fagligt niveau og et dynamisk socialt miljø. Her venter din søn eller datter mange oplevelser, og alle ansatte her på skolen er dedikerede til at tage ham eller hende med ind i en ny og spændende verden, hvor man kan blive klogere, indgå i udviklende fællesskaber og blive rigtig godt klædt på til at tage en videregående uddannelse.

VGHF-ånden
VGHF er en moderne skole, der er i dialog med tidens strømninger. Her danner de indbydende og moderne bygninger rammen om alle former for undervisning, både i klassen, i innovative projekter og i samarbejde med virksomheder og andre institutioner.

 

Vi er stolte af vores dynamiske undervisning, og vi er altid meget optagede af at inddrage ny pædagogik og teknologi, når det giver mening for vores elevers læring. Den særlige VGHF-ånd er dog især kendetegnet ved, at vi altid bygger fagligheden på et fundament af gode relationer. Når man har det godt i klasselokalet, tør man nemlig kaste sig ud i noget nyt.

 

Viborg Gymnasium & HF er en skole med mange forskellige elever, der gensidigt inspirerer hinanden. Vi har gymnasieelever, HF-elever, Visuelle HF-elever, der også går i skole på The Animation Workshop og EUX-Landbrugselever, der går i skole hos os og på Asmildkloster landbrugsskole. Det nyeste skud på stammen af mange spændende uddannelsesmuligheder er en STX-studieretning med mediefag og informatik, som kombinerer det kreative med teknologisk indsigt og kunnen. En uddannelse, der retter sig mod nogle af de nye jobmuligheder, der kommer i årene fremover. Alle vores elevgrupper har deres særinteresserer, og tilsammen skaber det et miljø, hvor man kan udvikle sig fagligt og menneskeligt.

HER BLIVER MAN DYGTIG
På VGHF er vores kerneopgave at gøre vores elever så fagligt dygtige som muligt og gøre dem til kompetente medborgere i fremtidens samfund.

 

Derfor er vi ambitiøse på vores elevers vegne. Vores erklærede mål er at være rigtig gode til, at den enkelte elev bliver så dygtig som overhovedet muligt. Vi har høje forventninger til, at man som elev har lyst til at deltage og ønske om at lære noget. På VGHF vil vi ikke kun lære eleverne et pensum. Vi ønsker også, at man som elev engagerer sig i sine klassekammerater, sin skole og det samfund, der omgiver os.

 

 

 

 

 

 


 
Bestil brochure

Bliv klogere på uddannelserne og studiemiljøet på Viborg Gymnasium.

BESTIL BROCHURE
 
Book en samtale

Book en samtale med en af vores studievejledere og få overblik og svar på dine spørgsmål.

BOOK SAMTALE