Kombiner HF med

På VGHF har du mulighed for at kombinere din HF-uddannelse med andre uddannelser og særlige retninger.

Viborg Elite & Team Danmark - HF kombineret med en sportslig karriere

Hvis du er tilknyttet Viborg Elite har du mulighed for at komme på VGHF’s talent-hold, hvor du kombinere en to-årig hf med morgentræning. Læs mere om talentholdet her.

 

Er du TeamDanmark-elev, kan du gennemføre hf-uddannelsen via et tre-årigt forløb på Viborg Gymnasium & HF. Forløbet gør det muligt for dig at kombinere en elitesportslig satsning med en ungdomsuddannelse på fleksible vilkår.

 

Du kan vælge den fagpakke du vil, for der bliver plads til din sport ved siden af. Du får mulighed for morgentræning, færre timer og lektier i hverdagen og dermed bedre mulighed for en sammenhængende hverdag, hvor der er plads til skole, sport og dit sociale liv. Når du har brug for støtte til lektierne, er vores innovative Lektier Online en genial løsning. Her kan du få rigtig god lektiehjælp om aftenen fra studerende på Aarhus Universitet.

 

På VGHF behøver du ikke gå i en bestemt fagpakke, når du er TeamDanmark eller fx benytter dig af tilbuddet om morgentræning. Du kan vælge den fagpakke, der passer lige præcis dig bedst i forhold til senere karrierevalg, samtidig med at du dyrker din sport på højt niveau.

 

Er du godkendt af Team Danmark, og benytter du dig af muligheden for at forlænge din uddannelse, kan du få SU i det ekstra studieår.

 

Gym College - tag en hf-eksamen uden at miste momentum i din gymnastik

 

Når du går på GYM College, har du en unik mulighed for at tage en ungdomsuddannelse uden at gå på kompromis med indsatsen i din sport. Vi har et samarbejde med GYM College Viborg, så elever derfra har mulighed for at gennemføre den toårige HF-uddannelse. 

 

På GYM College kan du både holde fast i og videreudvikle dit talent på den sportslige scene, uden at du går glip af muligheden for at tage en gymnasial uddannelse. Vi tager højde for, at du har tiden og faciliteterne til at dygtiggøre dig inden for spring og rytmisk gymnastik. Al gymnastikundervisningen for GYM College-elever foregår på Gymnastik og Idrætshøjskolen Viborg, og alle de gymnasiale fag tager du på VGHF.

 

Du kan få mere information om dine muligheder ved at kontakte VGHF eller Gymnastik og Idrætshøjskolen, Vinkelvej 32, 8800 Viborg, +45 8667 2011, www.giv.dk.

Musik og MGK – HF kombineret med musikundervisning

 

Tag en hf-uddannelse, mens du samtidig forbereder dig til en videregående musikuddannelse. Musikalsk Grundkursus, MGK, er et overbygningskursus, der har til formål at uddanne musikudøvere og forberede elever til en videregående musikuddannelse.

 

MGK-kursus er for elever, der gerne vil kombinere gymnasial uddannelse med et MGK-kursus. Uddannelsen tager tre år, og for at komme i betragtning ved den årlige optagelsesprøve skal du både kunne og ville noget med din musik. Der er ca. 10 studiepladser pr. år i det område, der dækker det gamle Viborg Amt.

 

Vi samarbejder også med Viborg Musikskole. Dette samarbejde betyder, at du kan få instrumentalundervisning på VGHF efter skoletid af musikskolens dygtige undervisere, så du ikke behøver tage på Musikskolen for at modtage undervisningen.