Du er her: Forside > Studiemiljø > Fysiske rammer

Fysiske rammer

Skolen blev etableret som Viborg Amtsgymnasium i 1971, og de unikke Friis og Moltke-bygninger stod færdige i Houlkær ved skolestart 1974. Siden har bygningerne gennemgået løbende tilpasninger til en tidssvarende undervisning og pædagogik.

Som nyeste skud på stammen har vi i december 2006 indviet en helt ny naturvidenskabsfløj, hvilket samtidig har givet mulighed for at indrette noget af den gamle bygning til et tidssvarende studiecenter med arbejdspladser, mødelokaler, bibliotek og auditorium.

Energimærke

Fællesområdet:

Skolens indretning er præget af samspillet mellem klasseværelser, grupperum og det store fællesområde. Fællesområdet fungerer både som opholds- og kantineområde, som scene- og tilskuerrum ved f.eks. morgensamlinger og som studieområder for eleverne. Hver klasse har sit eget område i fællesarealet med borde og stole – 3.g’erne og 2.hf’erne placeret på balkonen lidt hævet over resten af eleverne. Skolen har en kantine med et bredt vareudvalg.

I den nye naturvidenskabsfløj mødes man af et åbent »torv« med elevarbejdspladser.

Del af fællesområdet. Foto: Michael Boe Laigaard, Medieskolerne i Viborg

Fløjene:

Fra det attraktive fællesområde er der direkte adgang til de specialiserede fløje som huser musik og billedkunst, administration og lærerværelse, lærerarbejdspladser og studiecenter. Fra hver fløj er der udgang til åbne gårdhaver. I forbindelse med skolens nye studiecenter er der bibliotek med mange elevarbejdspladser og mødelokaler. Biblioteket er åbent det meste af dagen og flere gange om ugen bemandet med en bibliotekar fra det kommunale bibliotek.

Idræt:

Skolen råder over en moderne idrætshal med mål efter international standard og en tilhørende mindre gymnastiksal. Sportshallen er placeret således, at der er direkte adgang til et stort udendørs atletikanlæg, boldbaner og en beachvolleybane.

Idrætshallen. Foto: Jacob Christensen Ravn, Medieskolerne i Viborg

It-faciliteter:

Arbejdet med it spiller en stor og stigende rolle i undervisningen på VGHF.

Eleverne har hele skoledagen i en lang række lokaler fri adgang til hurtige computere med internet. Af hensyn til optimal fleksibilitet og imødekommelse af nye arbejdsformer er computerne placeret dels i et stort lokale med 28 maskiner, dels i flere mindre lokaler spredt rundt i bygningen med 4–12 maskiner i hver.

Desuden er der trådløst netværk over hele skolen, så bærbare computere kan anvendes overalt med internetadgang.

I alle lokalerne i den nye naturvidenskabelige fløj er der installeret smart boards, d.v.s. elektroniske, interaktive tavler, der fungerer sammen med en computer.

I alle lokaler har vi storskærmsprojektorer – selvfølgelig også med dvd-afspilning som mulighed, og i forbindelse med ombygningen er der her i 2006 indrettet et auditorium, som også anvendes til filmforevisninger.

Den elektroniske kommunikation er en naturlig del af hverdagen på skolen. Vi bruger Lectio som kalender- og skemasystem og Fronter som konferencesystem.

For at understøtte lærernes brug af it i undervisningen er der nyindrettet et stort lærerarbejdsrum med faste computere, ligesom hver lærer har fået udleveret en bærbar computer, som trådløst kan anvendes overalt på skolen.

Skolen deltager i samarbejdet A*Net med en række andre gymnasier i Midt- og Vestjylland.

Foto: Michael Boe Laigaard, Medieskolerne i Viborg

Det nye naturvidenskabstorv. Foto: Jacob Christensen Ravn, Medieskolerne i Viborg

Foto: Michael Boe Laigaard, Medieskolerne i Viborg