Mål 1992
Målene blev formuleret i 1992 af daværende rektor Niels Jørgen Pedersen og enstemmigt vedtaget af skolens lærerråd og bestyrelse.
Ved siden af de almene og faglige mål, som gennem lovgivningen er fastsat for gymnasiet, vil Viborg Amtsgymnasium i særlig grad arbejde med følgende:
1 – I løbet af gymnasietiden gennemgår de fleste elever en udvikling fra teenager til voksen.
Vi betragter det som væsentligt, at eleverne får de optimale muligheder for at gennemgå denne udvikling. Vi vil i undervisningen prøve at udnytte de muligheder, denne udvikling giver, acceptere, at denne proces af og til kan skabe blokeringer for skolearbejdet, og hjælpe eleverne til, at disse bliver så kortvarige og små som muligt.
2 – De fleste elever starter i gymnasiet med megen selvtillid, men oplever i løbet af gymnasietiden grænserne for deres egne evner.
Vi vil bestræbe os på, at eleverne lærer at erkende deres egne evner, således at de efter studentereksamen kan træffe et fornuftigt uddannelsesvalg. Vi vil ligeledes bestræbe os på, at eleverne i denne selverkendelsesproces bevarer selvtilliden.
3 – Vores skole er intellektuel.
Vi betragter dette som en styrke, men vil bestræbe os på, at eleverne erkender, at der hører mere med til en tilværelsesforståelse. Vi vil bestræbe os på at integrere det intellektuelle og det kreative i skolens hverdag, så eleverne oplever intellektuelle og kreative aktiviteter som sammenhængende og lige værdifulde. Vi vil ligeledes bestræbe os på, at eleverne kommer til at udvikle egne kreative evner og modtage kunstneriske oplevelser.
4 – Vores skole er præget af, at vi ofte beskæftiger os med teoretiske emner på et for eleverne højt plan.
Vi vil bestræbe os på, at eleverne føler, at det er spændende at erhverve viden, at erkende sammenhænge og årsagsforbindelser og derved bedre forstå den verden, de lever i.
Vi er opmærksomme på, at fagdelingen kan blokere for denne erkendelse, og vil derfor bestræbe os på at skabe sammenhæng mellem fagene.
5 – Vores skoleform fremmer individualisme.
Vi betragter dette som noget positivt, men vil bestræbe os på, at det ikke udvikler sig til egoisme.
Vi vil bestræbe os på at lære eleverne, at åbenhed og evne til samarbejde er positive egenskaber, både når det gælder arbejdet med at forstå sig selv og sin omverden, og når det gælder tilværelsen som menneske.
6 – Vores skoleform kan fremme autoritetstro.
Vi vil bestræbe os på, at eleverne udvikler sig til mennesker med selvstændige holdninger og synspunkter, og at de erkender, at problemer kan løses ad demokratisk vej, og at enhver kan og bør være med i den demokratiske beslutningsproces. I vort samvær med eleverne vil vi bestræbe os på at vise, at mennesker er af lige værd.
