Rektor Lone Eibye Mikkelsens dimissionstale 2009

Foto: Ditte Karla Lott Lauritsen, 2.y.

Kære studenter,
– dimittender fra både hf og gymnasiet -,

Allerførst hjertelig tillykke med jeres veloverståede eksamen. Det er en fornøjelse og en glæde for os alle her på skolen at se jer sidde her med huerne på i dag.

De sidste mange uger har for jer stået i eksamens tegn og at gå til eksamen kan være som en tur i rutchebanen: I har været glade, når det lykkedes og gik godt, men nogle af jer har oplevet skuffelser og ærgrelser, når resultaterne ikke blev som håbet eller forventet, men nu er suset i maven slut for denne gang. Skolen har de sidste dage været et leben af smil, hvide huer, fest, farver og glæde, lettelse og stolthed over, at det nu var overstået, at det mål I satte jer for 2 eller 3 år siden var nået, og for jer har festerne heldigvis nu taget over.

Også et stort tillykke til alle de forældre, søskende, bedsteforældre og andre pårørende, som er mødt op i dag for at fejre årets dimittender her på gymnasiet. I har fulgt dem gennem eksamensperioden, og det kan såmænd også være hårdt for forældrene, der jo lever med i processen, men I har også fulgt dem gennem de sidste 2 eller 3 år, hvor de alle har gennemgået den udvikling, der finder sted i en hf-eller gymnasieuddannelse. Jeg er sikker på at I har nydt at se dem få mere og mere faglig og personlig ballast, at blive klar til at forlade skolen og kaste sig ud i noget nyt, og det er det, vi fejrer i dag – nemlig dimissionen, som betyder, at man bortsendes fra skolen med bestået eksamen, at man forlader noget.

Men I er bestemt ikke alene om det. Undervisningsministeriet har opgjort, at i dag vil ca. 33.500 unge dimittere fra en gymnasial ungdomsuddannelse, svarende til ca. 52% af en årgang. Det er en mindre absolut stigning i forhold til sidste år men en kolossal stigning i forhold til f.eks. 1960, hvor der var knap 4.500 studenter som udgjorde 7% af en årgang. Knap seks ud af ti studenter i 2009 er kvinder. I 1960 var det kun 4 ud af 10.

Når I i dag dimitterer, forlader I et fællesskab med kammerater og lærere, og i forlader den periode i jeres liv, hvor tingene på sæt og vis var forudsigelige for jer: Først folkeskolen, senere måske efterskole og derefter tog I en ungdomsuddannelse og det var nok også mere eller mindre forudbestemt, for nu at stå overfor noget helt nyt og helt uforudsigeligt.

Livet her på skolen har for jer budt på masser af udfordringer både fagligt, socialt og personligt, og I har kastet jer ud i det hele: Først og fremmest undervisningen, en hoben lektier, masser af afleveringer, projekter, synopser og prøver, men også alt det der foregår parallelt med og i relation til undervisningen, har I engageret jer i. I har været aktive, når det gjaldt om at arrangere cafeer og fester, mange af jer har deltaget i musicals, været med til filmawards og arrangeret morgensamlinger. I har været på banen når det gjaldt Innovation-camp, USA-valgaften, politiker besøg og andre fællestimearrangementer, hvor I har kombineret det faglige med det sociale, og vi har set jer udfolde stor kreativitet. Sidst så vi det til revyen sidste skoledag. Vi kommer til at savne jer.

Livet udenfor skolen kommer til at byde på nye udfordringer. Der er ikke lavet en masterplan for jeres fremtidige liv, I skal tegne jeres egen bane, skabe jeres eget liv og de livsformer, der er og vil være karakteristiske for netop jeres generation.

I medierne og på nettet er der en tendens til, at man skal iscenesætte sig selv og skabe sin egen historie – sandfærdig eller ej. Netop dette »at iscenesætte sig selv og skabe sin egen historie« var et af temaerne i årets danske stile til hf-eksamen. I en tekst af Per Theil, der er journalist, giver han eksempler på, hvordan danskerne i disse år skriver om hinanden som aldrig før, vi låner af hinanden og optræder på kryds og tværs i andres selvbiografier og romaner med eller mod vores egen vilje og man ved aldrig, hvornår det er sandhed eller ej, hvornår der er tale om fiktion eller virkelighed.

Per Theil siger således: »Er man virkelig? Man kan godt komme i tvivl i disse år. Er der snart noget at sige til, at man må dokumentere sig selv for at bevise sig selv: Kan man ikke googles, eksisterer man ikke, påstår nogen. Er virkeligheden, den gode gamle, skredet under fødderne på os, er nettet så meget mere blevet vores, nå ja sikkerhedsnet, en garanti for, at vi er her! Face to facebook, og med alle de digitale fortællinger, der på en gang forstærker følelsen af virkelighed og forstørrer afstanden til den.«

At forfattere blander fiktion og virkelighed, at man ikke helt er sikker på om en selvbiografi nu også er, hvad den giver sig ud for, ser jeg i modsætning til Per Theil ikke som noget problem, det rum har kunsten til alle tider haft og skal have. Iscenesættelsen på nettet, muligheden for identitetsdannelse i virtuelle rum, realityshows på TV og opdigtede profiler på Facebook, som alt sammen er en del af især jeres verden, er et faktum, som det ikke kan nytte noget at være bange for, men som man skal kunne forholde sig til. Jeg tror på, at jeres uddannelse både har sat jer i stand til at forholde jer kritisk til og til at kunne skelne mellem de mange former for fiktion og virkelighed, som I møder i mange forskellige sammenhænge i medierne, på nettet, i litteraturen og i kunsten. Jeg tror ikke på, at virkeligheden kommer til at skride under jer.

Den hollandske ungdomsforsker Hanneke van den Linden bekræfter gennem sine undersøgelser dette. Hun ser jer som stærke og selvsikre personligheder, der ved, at I skal kapere meget men har en frejdig og optimistisk indstilling til tilværelsen og er i stand til at sætte nye normer og grænser, der gør, at I kan klare opgaven. Hun tilføjer, at mange unge er gode til at acceptere at livet ikke er perfekt og formår at nyde nuet uden at bekymre sig alt for meget om morgendagen og at denne pragmatiske indstilling til tingene kan være rigtig god i en hektisk tid som vores, men peger også på, at en alt for tilbagelænet livsstil kan betyde, at man ikke har evnen til at forpligte sig – ikke mindst i forhold til andre mennesker.

At holde fast i virkeligheden og ikke forsvinde ind i cyperspace i en virtuel verden kræver nemlig, at man holder fast i evnen til at forpligte sig over for andre mennesker, til at tale sammen med dem. »Tale og samtale« var et af årets emner i dansk stil for gymnasieeleverne, hvor de skulle skrive et essay med udgangspunkt i Morten Albæks tekst »Smalltalkere«, hvor han peger på faren for, at man via mobilen og nettet er koblet op på myriader af netværk og relationer, men hvor kvantitet, antallet af kontakter man taler med, sættes over kvaliteten, den gode samtale. Morten Albæk, der både er filosof og direktør i Vestas, slår til lyd for, at vi lærer at tale noget mindre (om os selv) og samtale langt mere (med hinanden), og siger: »For det er samtalen med ret til modsigelse, som gør dig klog på, hvad dine medmennesker mener, tænker, føler om det, du mener, hvilket igen er selve fundamentet for at to mennesker kan lære hinanden at kende. Og først når vi kender hinanden, kan vi føle tryghed ved hinanden, og når vi føler tryghed, oplever vi også den fortrolighed, der er fundamentet for venskaber og værnet mod ensomhed. Man kan aldrig samtale for meget, men der er meget, der tyder på, at nogen burde tale mindre.«

Censorerne ved årets danske stile siger, at I bestemt i jeres stile har vist, at I er klar over den forskel, der er og altså ved, hvor vigtigt det er at tale sammen, og samtalen indgår som jeg ser det, som en af de væsentligste kompetencer I har med jer her fra stedet, hvor samtalen netop er basis for al undervisning.

Mange ungdomsforskere hævder, at den store udfordring for jeres generation i den postmoderne tid er de mange valg, I kan og skal træffe. Ungdomsforskeren Sven Mørch fra Københavns Universitet beskriver jeres situation som en slags Føtex-katalog, hvor man kan vælge, hvad man har lyst til.

Den krise, som verden pt. oplever på det finansielle område, kommer måske til at begrænse nogle af jeres valgmuligheder på godt og ondt, men et er sikkert: Krisen rammer hårdest, hvis man ikke har en uddannelse og ungdomsarbejdsløsheden er kraftigt stigende. Jeg siger ikke, at I partout skal gå i gang med en videregående uddannelse lige efter sommerferien, men I skal på den anden side heller ikke tøve alt for mange år. I skal bruge tiden, mens krisen raser, til at få den videregående uddannelse, der gør jer rustede til arbejdsmarkedet, der igen kommer til at råbe på arbejdskraft om nogle år, når arbejdsstyrken alt i alt er faldet drastisk med mange personer i Danmark. Så I skal have valgt en videregående uddannelse.

Det er rigtigt, at de mange mulige valg kræver, at man magter udfordringen og valgets svære kunst, og kravet er, at den enkelte skal kunne redegøre for og begrunde sine valg overfor andre. Det er ganske svært at være det, som Søren Kirkegaard kalder »sit livs ansvarshavende redaktør«. Redaktøren skal uomtvisteligt have nogle redskaber med for at det lykkes, for at det går godt i en tid, hvor de mange skift, de mange medier, de mange muligheder kræver nogle modeller, normer, handlingsvejledninger, hvis man ikke skal blive helt overanstrengt af at være ansvarshavende redaktør.

Mon ikke redaktøren faktisk skal være et dannet menneske med et dannelsesbegreb, der passer til vores tid. En dannelse, der betyder, at man har redskaber eller kompetencer til at indgå i zapper-samfundet, til at være forandringsparat, til at kunne vælge rigtigt, til at skelne mellem fiktion og virkelighed, og ikke mindst til at samtale og ikke tale til og dermed altså også har en social dannelse. Steffen Arndal, der er dr. phil. siger: »Det man kan forstå, definerer, hvem man er. Og hvis man kan rykke grænsen for, hvad man kan forstå, kan man også ændre sig. Derfor er dannelse vigtig.«

Forhåbentligt har vi her på skolen givet jer nogle kompetencer og været bidragsydere til en dannelse, der fremover gør jer i stand til at ændre jer, fordi I hele tiden søger at forstå, og dermed har givet jer de nogle af de redskaber, der skal til for at være en god ansvarshavende redaktør i sit eget liv. En redaktør, der både kan skrive og redigere sit stof, men som også har forståelse for sine læsere, sine medmennesker, og som gider gå ud og opsøge sit stof. Kort og godt en person der vil noget med sit liv.

Jeg vil slutte af med at citerer gruppen »The whitest boy alive« som mange af jer sikkert skal høre i næste uge på Roskildefestivalen. I sangen »Promise Less Or Do More« siger de:

» Luck is a gift, but rarely only a random thing.

It’s not enough to sit down and wait for a phone to ring«.

God fornøjelse med at være redaktører i jeres liv og ha’ det nu rigtig godt.

Med disse ord dimitterer jeg jer, årgang 2009, fra Viborg Gymnasium og Hf.