Hf-uddannelsen
Læs om VGHF’s værdigrundlag her.
Se skolens brochure 2010–2011 her.
Se nye studieretninger og ny fagpakke 2010
En hf-eksamen er en bred almen studieforberedende 2-årig ungdomsuddannelse, som giver adgang til alle videregående uddannelser, både de korte, mellemlange og lange uddannelser – afhængigt af valg af fag.
Hf-uddannelsen giver dig en bred indsigt i historie, kultur, naturvidenskab og samfundsforhold, og du bliver udfordret på mange forskellige felter. Uddannelsen er for dig, der både ønsker en almen gymnasial uddannelse med et bredt udbud af valgfag og en uddannelse, hvor der ud over det teoretiske læsestof også lægges vægt på at arbejde med fagene i praksis.
Foto: Michael Boe Laigaard, Medieskolerne i Viborg
De mange forskellige fag i fagrækken betyder, at du får en bred forståelse for verden ud fra mange synsvinkler, og du lærer at tage del i den demokratiske debat og beslutningsproces på en kvalificeret måde.
Du kan starte på hf direkte fra 10. klasse, men uddannelsen er også et alternativ for dig, der har afsluttet folkeskolen, måske prøvet noget andet i en periode og derefter fundet ud af, at du gerne vil i gang med en kompetencegivende uddannelse.
Hf-uddannelsen kræver selvstændighed og modenhed af dig, men samtidig får du hjælp af tutorordninger og den såkaldte værkstedsundervisning, hvor du får individuel undervisning og støtte. Du møder varierede arbejdsformer i hf, hvor der tages højde for, at eleverne møder med meget forskellige forudsætninger, og du har mulighed for at blive en del af et aktivt skolemiljø.
